Ud og se:

Bolund
Ikke langt fra Fjordhytten ligger halvøen Bolund med Bolundstenen, der er et levn fra istiden. Om Bolundstenen fortælles det, at den blev kastet af en troldkælling imod Roskilde Domkirke. Den nåede dog ikke så langt og kan i dag ses på Lille Valby Enge. Helt ude på spidsen af halvøen kan man ligge på maven og kigge ind på mursejlernes reder i skrænten. Bolund kaldes i daglig tale for “Ko-øen”.
Skal man ud til Ko-øen kan man skrå ind over engen, men er man ikke er i gummistøvler eller er meget eventyrlysten, kan det bedst betale sig at gå langs Frederiksborgvej til P-pladsen, og så følge stien hen over engen.

Roskilde – Kongeby og gejstligt centrum
Ønsker man at stifte bekendtskab med danmarkshistorien, så er det oplagt at begynde med Roskilde. Byen har nemlig gennem tiderne spillet en betydelig rolle både politisk og kulturelt, hvilket i dag giver sig udtryk i et rigt kulturelt udbud i området.Ifølge sagnet blev Roskilde grundlagt af kong Ro. Historisk går byen tilbage til vikingetiden omkring 990’erne. Gennem oldtiden har Roskilde været tæt bebygget, det vidner de mange gravhøje i området om.
Lejre er specielt indskrevet i danmarkshistorien som centralt kultsted og sjællandsk høvdingesæde. Kong Harald Blåtand, der rejste runestenen i Jelling, var initiativtager til Roskilde. Han byggede byens første kirke af træ, antagelig på den nuværende domkirkes plads – og blev begravet her.

Roskilde blev hurtigt centrum for kongemagten i Danmark og den rige katolske kirke skabte sig en stærk position i byen. Roskilde blev bispesæde ca. år 1020 og fik efterhånden foruden domkirken 14 sognekirker og fem klostre. I middelalderen regnedes Roskilde for en af Nordeuropas største og vigtigste byer med et indbyggertal på 5.000 – 10.000. Dengang lå byen samlet på plateauet omkring domkirken. Udenfor byvolden nede ved fjorden lå det lille fiskerleje Skt. Jørgensbjerg.

I Skt. Jørgensbjerg lå middelalderens spedalskhedshospital, og i den lille landsbykirke fra omkring 1080 findes ældre bygningsrester fra ca. 1035. Det er det ældst bevarede stykke stenarkitektur i Danmark.Dronning Margrethe I blev gravsat i Roskilde Domkirke år 1413 og siden da har kirken været kongeslægtens foretrukne gravkirke. I dag ligger 38 danske konger og dronninger begravet her.

Reformationen i 1536 blev et vendepunkt for Roskilde. Hele den katolske administration forsvandt og alle klostre og de fleste sognekirker blev nedlagt. Byen gik hastigt tilbage og talte i midten af 1700-tallet kun 1500 indbyggere.I 1847 blev Danmarks første jernbanelinie mellem Roskilde og København etableret. Det gav nyt liv til byen, som kom i god vækst som købmandsby, og den har siden udviklet sig til Midtsjællands trafikale knudepunkt og et center for uddannelse, forskning, handel og turisme.

Salvadparken
Et par kilometer mod nord, på vej til Jyllinge, ligger Salvadparken helt ned til fjorden. Her er gode fiskemuligheder, og der er shelter og bålplads.